Om Vandløbssiden

På denne side præsenteres vandløbsmålestationer og vandstande i Danmark.

Vandløbssiden drives af Orbicon i samarbejde med kommuner, Miljøstyrelsen og private forsyningsenheder.

Siden viser en oversigt over vandløbsmålestationer i Danmark og den viser stationernes placering på et kort. For hver målestation kan der findes administrative oplysninger om bl.a. ejerforhold og det er muligt at se hvor høj vandstanden er lige nu. Man skal dog være opmærksom på at de øjeblikkelige vandstande er genereret automatisk og registreringerne er ikke kontrolleret for eventuelle målerfejl.

Målestationerne er etableret med forskellige formål gennem tiden. Nogle stationer har således været i drift helt tilbage fra 1917, hvor andre er etableret indenfor det seneste år.

For en stor del af målestationerne vises vandstande i højdesystemet DVR90. Man har tidligere anvendt højdesystemet Dansk Normal Nul (kote DNN) som reference for vandløbsmålinger, men som følge af stadige ændringer i landskabets højdeforhold og for at tilpasse højdesystemet til nye forbedrede målemetoder har man valgt at introducere det nye kote system i hele landet. For vandstandskoterne betyder det en ændring på mellem +1 cm for de nordligste egne til -13,5 cm for de sydligste egne, når der omregnes fra DNN til DVR90. Læs mere om DVR90 og kotesystemer hos Geodatastyrelsen ( tidl. Kort- og Matrikelstyrelsen ).

Målestationer, som præsenteres på denne side, ejes og drives af kommuner, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og private forsyningsenheder. Målingerne indlæses og præsenteres af Orbicon.

Det skal bemærkes at Orbicon, kommuner, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen eller private forsyningsenheder ikke er ansvarlige for mistolkning eller brug af data. Herunder konsekvenser af anvendelse af data som måtte være fejlbehæftede. Data må ikke gøres til genstand for salg eller udleveres til tredjepart uden forudgående aftale med Orbicon eller målestationsejer.